Stig Buestad-Kjeldsmark
- HUMANFAKTOR - projektleder- og lederuddannelser
Humanfaktor
Brandidentitet og hjemmeside til lederuddannelse og rådgivning
Humanfaktor ved Stig Buestad-Kjeldsmark tilbyder projektleder- og lederuddannelser samt rådgivning med særligt fokus på byggeriet. Kunderne tæller blandt andre arkitektfirmaer og entreprenørvirksomheder, men også virksomheder og organisationer fra andre brancher.
Jeg hjalp Stig med at udvikle en ny visuel identitet og hjemmeside. Den afgørende beslutning var at ændre hjemmesidens struktur, så hans tilbud blev lettere at forstå, og præsentationen afspejlede både hans faglighed og hans personlige tilgang til ledelse.
“Jeg valgte Designcoach fordi Angela er særlig dygtig til at kombinere æstetik med funktionalitet. Jeg har set flere af Angelas hjemmesider hun har designet for sine kunder, og hendes udtryk er meget tydeligt – samtidig med at kundens eget udtryk er med hele vejen. Mange gange er ”less more” og det tror jeg egentlig rammer Designcoach godt ind. De små detaljer der gør at det ser super godt ud og samtidig er intuitivt nemt at navigere i.”
Stig Buestad-Kjeldsmark - HUMANFAKTOR
Udgangspunktet
Stig ønskede en hjemmeside, der var en oprigtig forlængelse af ham og hans virksomhed. Mange af hans kunder kommer gennem anbefalinger. Hjemmesiden skulle derfor give dem mulighed for at lære ham bedre at kende og sætte sig ind i uddannelserne og rådgivningen, inden de tog kontakt.
Hans udfordring var at finde balancen mellem information, faglig viden og funktion. Det krævede en tydelig prioritering af indholdet og en struktur, der gjorde det nemt for den besøgende at orientere sig.
En ny struktur som fundament
Allerede i tilbudsfasen analyserede jeg Stigs eksisterende hjemmeside og udarbejdede et illustreret projektoplæg med forslag til en ny struktur. Min anbefaling var at organisere indholdet på ny og bruge det som grundlag for det videre arbejde.
Efterfølgende gennemførte vi en strategisk afklaring af Humanfaktors målgrupper, tilbud og kommunikation. Her afklarede vi også den brandidentitet, der skulle præge hjemmesiden.
Den nye struktur skulle gøre det lettere at forstå, hvad Humanfaktor tilbyder, finde oplysninger om de enkelte uddannelser og gå videre til kontakt eller tilmelding. Brugervenlighed og visuelle elementer blev tænkt sammen om at formidle Stig og hans ydelser klart og autentisk.
Mørkeblå og lyse flader med en pink accent
Farvepaletten blev udviklet med en mørkeblå som et roligt og seriøst holdepunkt i et ellers lyst og enkelt design. Kontrasten mellem de mørke og lyse flader skulle give klarhed i præsentationen, mens den pinke accent gav udtrykket en personlig kant.
Den pinke farve havde allerede en betydning for Stig. Inden jeg begyndte at designe den nye identitet, talte vi om hans ønske om at bevare det pinke K i logoet. For ham skulle det være et signal til både mænd og kvinder om kvinders plads i en ellers mandsdomineret branche. Det afspejler hans interesse for menneskene bag de faglige roller og for de forestillinger, der kan stå i vejen for kvinder i ledelse.
Jeg førte derfor den pinke accent videre og brugte den diskret og bevidst gennem hjemmesiden. Stig fortæller, at farven bliver bemærket og giver anledning til spørgsmål. Det åbner for samtaler med kursisterne om kvinder og ledelse, som ligger tæt på hans eget menneskelige fokus.
Billeder valgt som en del af identiteten
Stig overlod billedudvælgelsen til mig med udgangspunkt i den brandidentitet, vi havde afklaret sammen. Jeg valgte billeder, der taler til målgruppen i byggeriet, og som samtidig fungerer grafisk i sidens design.
Motivernes kompositioner og farver blev vurderet i sammenhæng med den nye palette og de sider, de skulle indgå på. På den måde understøtter billederne både branchens faglige univers og hjemmesidens samlede udtryk. Billedvalget blev en del af arbejdet med at skabe en genkendelig og autentisk præsentation af Humanfaktor.
Den samlede løsning
Projektet omfattede strategisk afklaring, en ny struktur og en visuel identitet, som blev ført ud i en færdig Squarespace-hjemmeside.
Analyse af den eksisterende hjemmeside og projektoplæg med anbefalinger til struktur og indhold.
Visuel identitet med bearbejdning af logo, farvepalette, typografi, moodboard, grafiske elementer og billedudvælgelse.
Hjemmeside med præsentation af uddannelser og rådgivning samt blog, kontaktformular og nyhedsbrevopsætning.
Weboptimering af billeder og video samt indholdsforslag med fokus på SEO til videre bearbejdning hos tekstforfatter.
Lancering på det eksisterende domæne og individuel undervisning i at opdatere hjemmesiden.
Stigs oplevelse efter lanceringen
Stig oplever, at de kommende kursister har sat sig grundigere ind i uddannelserne, når de henvender sig, og at hjemmesiden taler til kunder på tværs af hans forskellige målgrupper. Han fremhæver også samspillet mellem farver, billeder og struktur og fortæller, at det er blevet lettere selv at stå for opdateringer.
I sin tilbagemelding vurderer Stig, at antallet af henvendelser og tilmeldinger er steget med mindst 25 procent. Tallet er hans eget skøn.
“Mine kunder kan genkende både mig og min faglighed i hjemmesiden.”
Stig Buestad-Kjeldsmark, indehaver af Humanfaktor ApS
Skal dine ydelser være lettere at forstå
Har du brug for at samle din faglighed, dine tilbud og din virksomheds visuelle udtryk i en mere overskuelig hjemmeside? Jeg hjælper dig med at afklare strukturen og udvikle et design, der passer til din virksomhed.